Hyldest.

Hyldest.

Dette er en lille hyldest til min gode ven Carsten Flemming Kofod.

Hvorfor nu skrive sådanne en?

Jo.. fordi Carsten havde en stor betydning for mig. Udover en god kollega og fantastisk ven, var det Carsten der satte mig i gang med musik, sang og som tekstforfatter.

Carsten Flemming Kofod blev født engang og gik bort alt for tidligt. Imellem “engang” og “tidligt”, havde Carsten en stor passion, nemlig musik.

Han lærte at spille guitar og at synge, og i sine unge dage, tog han ud og spille til “suppe, steg og is” fester, gerne med en makker.

Carsten indspillede også nogle cd`er men før dem, indspillede han også kassettebånd med Finn Sonne.

F.eks denne Søndag Skøndag fra november 1985

Derudover var han bl.a.. også medlem af Harmonika Horrana.

Carsten tog sig en uddannelse som pædagogisk medhjælper og i den forbindelse, kom han til min arbejdsplads – Bia-Lid SFO.

Vi fandt hurtigt ud af at arbejde sammen og Carsten begyndte at presse lidt på. Du kan sagtens spille på Bas – Allan. Jeg skal nok vise dig hvordan. Og således blev det. En bas blev indkøbt og så begyndte eventyret.

Vi startede med nissekoret. Så begyndte børnene at skrive tekster, som jeg rettede til og Carsten gav musik. Vi fik mulighed for at optage, redigere og lægge på cd, hvilket var pragtfuldt for os og børnene.

Carsten og jeg kunne selvfølgelig ikke nøjes med børne sange, så han introducerede mig for diverse kunstner som vi så øvede på. Dog var der en vi begge kunne lide, nemlig trubaduren Thomas Kjellerup.

Jeg begyndte at skrive tekster selv. Først ud fra kendte melodier men da Carsten var så god til at lave musik selv, blev det mere og mere den vej vi gik. Her er f.eks. en af de første –  “2 ældre”

Men Carsten måtte stoppe efter en del år. Opsigelser og førtidspension lå og lurede. Men vores venskab og musik forsatte. Jeg oprettede et lille studio i Rønne og hver 2. weekend (mindst) mødtes vi og “legede” videre. Selv via telefon kunne vi snakke om lydkvaliteten på en melodi.

Jeg fandt ud af at jeg kunne lide at skrive egne tekster, danske som bornholmske og Carsten elskede at trylle noget musik på.

Jeg skaffede mere og mere udstyr og vi kunne således også lægge andre instrumenter på vores musik.

Jeg var så glad for Carsten ekspertise inden for musik og lærte meget omkring lydbilledet på vores musik. Nogle vil nok mene at det ikke er perfekt men som Carsten sagde – Det er vores… Han startede med at forlange vi brugte Chorus, hvilket jeg ikke var vild med men efterhånden som vi fik indstillet det til vores “lyd” blev jeg meget mere overbevist.

Så kom det bornholmske ind over. Det listede sig lidt ind og pludselig fik vi den ide, at samle så meget vi overhovedet kunne finde af bornholmske melodier, sange og viser, og indspille disse. Det hyggede vi os så meget med og vi endte også på plejehjem – dog kun for at underholde beboerne.

 Da vi ikke ville køre træt af de bornholmske sange, havde jeg også skrevet en del danske tekster. Tekster der faldt mig på sinde, eller havde oplevet. Men uanset hvad teksten indeholdt, var Carsten med. Hans fantasi til at fremtrylle musik til min tekster, var jeg utrolig glad for og han nød det lige så meget, selvom jeg nu også blandede mig. Ind imellem kom han for tæt på en melodi vi i forvejen havde lavet og så måtte tonerne lige rettes og bøjes til. Men det var det der var det sjove og spændende.

Carsten og jeg havde det som en hjerne – 2 kroppe. Vi kunne begge have samme mening om rettelser af lyden, musikstilen, teksten osv osv. Vi testede det ofte af, når vi efter weekendens arbejde lyttede hver især der hjemme, om musik og sang var god nok. Vi skrev rettelserne ned på en lap og når vi mødtes sammenlignede vi og det var ofte 99,8 % ens.
   
   
     
At benytte min mors skur til studio, var bare super godt. Når en melodi var færdig, kunne vi stå under garagetaget, skrue op for anlægget, knappe et par øl op og så nyde musikken, lytte efter fejl, rettelser osv osv. Det var også i disse stunder vi havde masser af gode samtaler om musik, lyd og livet.    
Jeg tror ikke at naboerne var generet af musikken når vi stod der. Vi hørte aldrig nogle klager.    
Vores lille studio var simpelt lavet. Det var et hyggeligt lille skur i forlængelse med en garage, hvilket var behageligt, da vi kunne være ude som inde, ganske tørskoet. Og inde hyggede vi os rigtig meget.    

Carsten indrømmede ofte han ikke var det tekniske geni hvad angår brug af DAW på computer. Men jeg lærte mere i kraft af at jeg oversatte programmet til dansk og at finde muligheder for at få en god lyd. Carsten derimod var god til at høre toner og muligheder med ekstra instrumenter på. Det var mig der startede med at bruge et midi keyboard når der skulle lægges ekstra lyd på men det viste sig at Carsten havde meget mere flair for dette, så han overtog hurtigt. Og en af det ting jeg beundrede ham for, var hans evne til at lægge en anderledes rytme og tone ind på melodien. Den evne har jeg ikke… endnu.

Jeg kunne skrive meget mere men må stoppe et sted og det bliver her.

Min ven. Jeg savner stadig vores hyggestunder, latter og hårde arbejde, vi altid gjorde med smil i ansigtet og kæmpe glæde.